Højt oppe over Aarhus formes fremtidens lægemidler

Tag med til en særlig udgave af Venture Connect, hvor 12 iværksættere tryktestes af 8 investorer inden for det mest succesfulde forretningsfelt på hele universitetet.

Udsigten over byen gemmer sig bag et vådt slør af regn, kulde og dis. Vinteren er få dage væk.

Det ser dog ikke ud til at genere forsamlingen af investorer og iværksættere i det høje kontortårn, for selv om de fleste kun lige har forladt elevatoren, smidt overtøjet og skænket sig en kop morgenkaffe, står de allerede fordybet i samtaler med ryggen til panoramavinduerne.

Dermed har deltagerne sådan set tyvstartet programmet til den tredje udgave af Venture Connect, der handler om at skabe relationer mellem investeringsfonde og spinout-projekter på Aarhus Universitet, så forretningspotentialet står tydeligere frem.

Det kræver mere end et hurtigt pitch og en overordnet feedback. Det kræver et dybt kendskab til små detaljer på begge sider af bordet. Derfor dedikerer Venture Connect sig fra gang til gang til ét bestemt område for at kunne tilbyde deltagerne en så kvalificeret udveksling som muligt.

Denne sidste torsdag i november er temaet therapeutics. Det vil sige projekter, der beskæftiger sig med udvikling af lægemidler.

”I sidste ende handler det hele om at hjælpe patienter,” siger Morten Holmager i sin velkomsttale som optakt til de i alt 48 planlagte møder på kryds og tværs mellem 8 investorer og 12 iværksættere.

Brug for flere penge

Han er forretningsudvikler i innovationshubben The Kitchen, der står bag arrangementet og i denne omgang har haft behov for så meget plads, at Venture Connect er blevet flyttet fra universitetet til det 18 etager høje vartegn i forskerparken Incuba.

Her har investorerne fået tildelt hvert sit lokale på anden og syvende etage, hvor iværksætterne så har forhåndsbooket møder a’ 45 minutters varighed. For nogle handler det om at spore sig lidt mere ind på, om forskningsprojekterne overhovedet har et tilstrækkeligt kommercielt potentiale, mens det for andre gælder om at nærme sig et økonomisk håndtryk.

I alle tilfælde er adgang til risikovillig kapital helt afgørende for selv de dygtigste iværksættere. Hvilket kommer til udtryk ved, at halvdelen af virksomhederne i forskerparken tilkendegiver, at de får brug for flere penge inden for det næste år.

Måske derfor benytter direktør Jacob Doktor Mogensen fra Incuba sin taletid til at minde investorerne om, at stort set samtlige af de største spinouts fra Aarhus Universitet har beskæftiget sig med netop det sundhedsvidenskabelige forretningsfelt, der er omdrejningspunktet for dagens program.

Så går det løs.

Rå ambition og passion

Blandt iværksætterne er Karin Lykke-Hartmann, som har booket en hel håndfuld møder og snart bevæger sig ind og ud af lokalerne med en taske om skulderen og en computer under armen.

Hun er professor i reproduktiv medicin og står i spidsen for to spinout-projekter, Notify og Queini, der beskæftiger sig med henholdsvis hormonfri fertilitetsbehandling og bedre befrugtning af kvinders æg.

Det første projekt blev indledt i 2021 og er godt undervejs. Det andet er i opstartsfasen og afsættet for, at Karin Lykke-Hartmann for nylig blev udnævnt som én af Aarhus Universitets syv Distinguished Senior Innovators, et ambassadørprogram, der skal anspore flere forskere til at føre idéer ud i livet.

”Jeg kan godt mærke, at jeg er begyndt at pitche igen, for min stemme falder ud,” griner professoren hæst på sin vej til et møde med Alex Leech fra Sofinnova Partners.

Han har base i London og er landet i Aarhus i aftes for at deltage i en netværksmiddag med de øvrige investorer flankeret af forretningsudviklere fra universitetet. Nu sidder han med både en computer og notesblok foran sig på den rødbrune bordoverflade, der matcher væggene i lokalet.

”Det er langt nemmere for mig end for en akademisk iværksætter at få en forståelse af markedet. Den slags analyser kan mine kolleger hjælpe med. Så det eneste, jeg ønsker at se på et møde som dette, er rå innovation, ambition og passion,” fortæller Alex Leech.

Det forsøger Karin Lykke-Hartmann at indfri ved at forklare, at hun og hendes hold har dedikeret sig mere og mere til et bestemt spørgsmål:

”Hvorfor mislykkes det for så mange infertile par at få børn? Det skyldes, at fertilitetsprogrammerne er fyldt med forhindringer,” siger Karin Lykke-Hartmann, som kort fortalt vil benytte et patenteret molekyle for en bedre befrugtning.

 

Et desperat marked

Metoden virker i teorien, så projekt Queini er nu ved at teste molekylet på mus for at se, om det fører til en mærkbar forskel i implanteringsraten hos de små gnavere.

”Enhver forbedring er selvfølgelig godt. Men hvad sigter du efter? Hvad fortæller dit instinkt dig, at I er nødt til at opnå,” spørger Alex Leech.

”Nogle få procents forbedring kan rumme et stort kommercielt potentiale. For markedet er en smule desperat,” svarer Karin Lykke-Hartmann og peger på, at der skønnes at være flere end 50 millioner ufrivilligt barnløse par på verdensplan.

”Okay, hvad er så forretningsmodellen? Hvordan vil du tjene penge på det,” fortsætter investoren.

Det får kvinden over for ham til at forklare, at molekylet blot kan tilsættes i de reagensglas, der skal understøtte embryoets vækst i forbindelse med en fertilitetsbehandling. Metoden kræver altså ikke injektioner eller teknisk ekspertise og bør derfor være forholdsvis nem at introducere til markedet via partnerskaber med fertilitetsklinikker.

”Vi vil gerne hjælpe flere børn til verden, så de kan støtte den aldrende befolkning. Jeg har tre døtre, som kan tage sig af mig, men hvis man ikke har det…”

”Det har jeg også. Tre døtre,” indskyder Alex Leech.

”Jeg fortæller mine døtre, at de kun arver huset, hvis de tager sig af mig,” fortsætter iværksætteren med et glimt i øjet.

”Det samme her. God plan,” griner investoren.

Mødet ender med en aftale om, at Karin Lykke-Hartmann skal kontakte Sofinnova Partners, når hun har et proof of concept, for hun forventer at gå på jagt efter en seed-investor til foråret.

Bus på vej mod et træ

Fem etager længere nede sidder et par lektorer, der også mangler at få deres proof of concept på plads. Udfordringen er blot, at Olav Michael Andersen og Mads Fuglsang Kjølby har brug for at få tilført omkring 10 mio. kr., så de kan udføre de nødvendige dyreforsøg i den forbindelse.

Deres spinout-projekt, SAAD Therapeutics, handler om at målrette en behandling mod de kausale gener, der skønnes at være den direkte årsag til udviklingen af bestemte former for Alzheimers.

”Forskellen på et kausalt gen og et risikogen er, at det første hiver dig ind i en bus på vej mod et træ, mens det andet blot accellererer farten på bussens allerede fastlagte kurs mod træet. Vi har kortlagt nogle af de mutationer, der er kausale. Det har vi patent på,” fortæller Mads Fuglsang Kjølby til de to repræsentanter for Lundbeckfonden BioCapital.

”Hvordan forestiller I jer at levere behandlingen,” spørger Liane Dupont, som er kommet til fonden fra en akademisk forskningskarriere i Storbritannien.

”Intrathekalt,” svarer Mads Fuglsang Kjølby.

”Hvordan tror I, at det fungerer hos patientgruppen? Jeg kan forestille mig, at demente mennesker har svært ved at forstå, hvad der skal ske..?”

”Vi kan tilbyde dem en tidlig behandling, fordi vi på et tidligt stadie kan identificere folk med risiko for at udvikle sygdommen. Men jeg forstår til fulde spørgsmålet. Derfor har vi konsulteret partnere, som klart anbefaler intrathekale behandlinger frem for genterapi,” understreger Olav Michael Andersen.

Hvornår kan vi komme i gang?

Herfra bevæger de fire parter ved bordet sig dybere ned i projektet, inden Jan-Erik Messling – der har beskæftiget sig med kræft- og stamcelleforskning og tillige været tilknyttet Boston Consulting Group – anbefaler SAAD Therapeutics at søge et Frontier Grant hos Lundbeckfonden.

”Det kan hjælpe jer med at forme projektet på den rigtige måde,” siger Jan-Erik Messling.

Den anbefaling er iværksætterne fint tilfredse med, selv om Olav Michael Andersen ikke lægger skjul på, at de er ivrige for at komme videre og ser frem til at gå fra soft til hard funding.

”Det er også derfor, jeg er så ublu at spørge: Hvornår kan vi komme i gang? For vi ved, hvad der skal ske. Men det koster penge.”