Startup rejser 3 millioner til banebrydende løsning for brystkræftoverlevere
April 22, 2025
BY SIGNE TRIER SIMONSEN

20 % af alle brystkræftoverlevere rammes af lymfødem – en smertefuld og overset følgesygdom hos kvinder, som startup’en Cacto Health nu vil opspore tidligt med ny teknologi. Med en investering på 3 millioner kroner er teamet klar til næste skridt mod markedet.
Hver femte kvinde, der overlever brystkræft, udvikler lymfødem – en kronisk tilstand, hvor armen hæver op på grund af væskeophobning. Tilstanden er smertefuld og psykisk belastende – for det betyder, at du skal gå med et synligt kompressionsærme på hele armen i op til 23 timer i døgnet, i mange tilfælde resten af livet.
Det vil det aarhusianske startup Cacto Health gøre noget ved. Med en ny samlet investering på 3 millioner kroner skal deres løsning, der muliggør tidlig opsporing af lymfødem i hjemmet, bringes tættere på markedet. Ida Grønborg, PhD i Human Nutrition fra DTU og CEO og co-founder i Cacto Health fortæller:
“I dag diagnosticeres lymfødem først, når risiko-armen er hævet 10 % i forhold til den anden arm – og det måles med målebånd. Vores løsning kan måle forandringer tidligt – før skaden er for stor. Der kan derfor sættes ind langt før. På den måde kan kvinderne undgå kronisk lymfødem og tiden med kompressionsærme forkortes.”
Et overset problem – og en overset målgruppe
Investering er altid afgørende for en startup. Men Ida Grønborg har nogle gange tænkt, at det har været ekstra svært i deres tilfælde, fordi mange aspekter af kvinders helbred stadig er underbelyst – og fordi de fleste investorer stadig er mænd.
“Det er op ad bakke at stå foran et rum fyldt med mænd og skulle forklare, hvorfor væskeophobning i armen efter brystkræft er et reelt problem. Nogle ser det som et kosmetisk issue – men det handler om livskvalitet, smerter/nedsat mobilitet/risiko for alvorlig infektion i armen og psykisk belastning,” siger Ida Grønborg.
Teamet har oplevet, at deres løsning bliver opfattet som niche – til trods for, at hver 10. kvinde i Europa rammes af brystkræft. Men når de taler med dem, der er ramt af lymfødem, så er opbakningen stor fortæller PhdD’en:
”Vi ville ikke være her i dag, hvis ikke det fordi der overalt i Danmark er kvinder med lymfødem, der har hjulpet os. De stiller sig til rådighed for os, selv midt i deres kræftforløb, svarer på spørgsmål, indgår i brugertest mm. Hvis jeg nogensinde tvivler på, om det, vi laver, giver mening, så tænker jeg på dem.”
Fra forskning til forretning
For Ida Grønborg var Cacto Health en vej til at bruge sin faglighed på en meningsfuld måde.
”Som forsker bruger du ofte din tid på at samle data og skrive en artikel, som det så kun er 50 mennesker der læser. Jeg kunne mærke, at det ikke var noget for mig. Med Cacto Health står jeg op hver morgen og føler, at vi udretter noget, som gør verden lidt bedre,” siger den 40 årige iværksætter og tilføjer grinende, at hun godt ved, at det er en kliche.
Cacto Health udspringer af det Novo Nordisk Fonden-støttede innovationsprogram: BioMedical Design. Her mødte Ida Grønborg den industrielle designer: Mads Skak. Cacto Health blev stiftet i 2022. Investering kommer fra Business Angels, EIFOs Matchlån samt en Innobooster. Pengene skal bruges til at udvikle prototypen yderligere, så den kan indgå i kliniske test på en større gruppe kvinder i særlig risiko for lymfødem efter brystkræft.
Fakta om lymfødem og brystkræft:
- 10% af alle kvinder i Europa rammes af brystkræft.
- I Danmark rammes lige under 5000 kvinder af brystkræft årligt.
- De største risikofaktorer for lymfødem er når lymfeknuder fjernes og armhulen bestråles, og lymfevæsken dermed ikke længere kan drænes naturligt.
- Tidlig opsporing gør behandlingen effektiv og mindre indgribende.
Kontakt:
Co-Founder: Ida Grønborg
Ida@cactohealth.com
Tlf 20997801
Advisor i Cacta Health
Tine Engberg Damsgaard MD, PhD, MRBS
Professor, overlæge/consultant plastic surgeon
Mobile: +45 40 43 63 77
Mail (arbejde/work): tine.m.engberg.damsgaard@rsyd.dk
Mail (privat/private): tinemed@gmail.com
Department of Plastic Surgery, Odense University Hospital and University Hospital of Southern Denmark – Vejle
Department of Regional Health Research, University of Southern Denmark
