Ph.d. i kvantefysik og iværksætter: Entreprenørskab er min vej til et arbejdsliv, jeg elsker
April 20, 2023
BY SIGNE TRIER SIMONSEN
Shaeema Zaman har en ph.d. i kvantefysik og er grundlægger af to startups: Science Melting Pot og QASE Tech. Missionen er at skabe mere begejstring for naturvidenskabelig forskning og gøre den tilgængelig for alle. Samtidig har den kvindelige kvantefysiker fået en hverdag, hun elsker at stå op til. Med en samlet funding på 2,4 millioner kroner er rejsen mod et økonomisk bæredygtigt og balanceret arbejdsliv godt i gang.
”Mit mål er ikke at blive rig på at være iværksætter. Jeg vil skabe en økonomisk bæredygtig forretning, nørde den faglighed, jeg elsker, samt have et arbejdsliv, der er mentalt sundt. Jeg gav mig selv to år til at opnå det. Nu er der gået et år – og vi er godt på vej.”
Sådan siger Shaeema Zaman, mens hun retter på brillerne og læner sig hjemmevant tilbage på en grå sofa i Aarhus Universitets iværksætterhus The Kitchen. Sofaen har igennem det sidste år ofte tjent som kontor for begge hendes startups.
På bordet står en prototype på det do-it-yourself-kit til gymnasieklasser, som hun er ved at udvikle. Det skal blandt andet bruges i forbindelse med den danske astronaut Andreas Mogensens rumrejse i sensommeren 2023.
Et nyt arbejdsliv – samme faglige passion
Shaeema Zaman har en kandidat i astrofysik fra Delhi Universitet og en ph.d. fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. Selvom kvantefysikeren ikke har valgt den traditionelle forskerkarriere, er det stadig kærligheden til faget, der driver hende:
”Min ph.d. gav mig lyst til at arbejde på en mere håndgribelig måde – jeg vil gerne se og mærke, at jeg gør en forskel. Og det kan være svært, når du sidder bag de akademiske murer i laboratoriet, fortæller Shaeema Zaman. Hun fortsætter:
”Mange tror, at naturvidenskab er et højt, utilgængeligt tårn, som kun få kan komme i nærheden af. Mit største ønske er at hjælpe flere med at deltage i den fantastiske verden, som naturvidenskab er. Men hvis det skal lykkes, er vi nødt til at gøre området tilgængeligt – og her er formidling nøglen.”
Den 35-årige Shaeema Zaman oplevede tidligt, hvor meget formidling betyder. Hun var ikke særlig god til naturvidenskab i skolen, men hendes forældre tog hende med til science-events. Der fik hun præsenteret naturvidenskab på nye måder. Og det fik kærligheden til at vokse.
Fra forskning til forretning
Derfor tager kvantefysikerens to startups også udgangspunkt i formidling af naturvidenskab – med speciale inden for kvantefysik. Science Melting Pot startede som en konsulentservice for naturvidenskabelige forskere, der ønsker træning i at kommunikere deres forskning via LinkedIn, blogindlæg eller video.
Opgaveporteføljen har udviklet sig til at omfatte vidensarbejde for institutter på Aarhus Universitet og European Space Agency Business Incubation Centre Denmark (ESA BIC). Science Melting Pot skal blandt andet stå for at udvikle og designe den platform, der skal dække Andreas Mogensens rumrejse i efteråret 2023.
Undervejs blev der desuden født endnu en startup, nemlig QASE Tech. Her har kvantefysikeren fået selskab af en anden astrofysiker, Elham Amiri, som er co-founder på projektet. Sammen har de netop fået 380.000 kroner af ESA BIC. Shaeema Zaman fortæller:
”Vi skal udvikle en række do-it-yourself-samlesæt målrettet gymnasieklasser. Hver kasse skal gøre eleverne mere interesserede i astrofysik og kvantefysik. Den første kasse handler om radiokommunikation i rummet. Her skal eleverne udvikle en radio, der gør det muligt at kontakte astronauter på den internationale rumstation ISS eller satellitter direkte fra klasseværelset!”
Sidste nye skud på fundingstammen er EU-projektet DigiQ med 1,9 millioner kroner. Det er et fireårigt projekt, hvor Shaeema Zaman skal undervise kandidatstuderende på tværs af Europa i formidling af kvantefysik samt diversitet og inklusion. Shaeema Zaman fortæller:
”Fundingrejsen som iværksætter og forsker er faktisk ikke så forskellig. Begge steder skal du jo søge penge konstant. Når jeg lister alle vores projekter op, kan det måske ligne et kludetæppe, men så længe helheden er smuk og hænger sammen, fungerer det.”
Bump på vejen og søgen efter ”den gode energi”
Selvom kvantefysikerens startups nu har medvind, har der været flere hårde bump på vejen.
”Jeg synes selvfølgelig, at min idé om at udbrede kvantefysik er verdens bedste idé. Derfor var det også rigtig hårdt i starten – og uventet for mig – når jeg ikke mødte den samme begejstring hos andre inden for faget. Det var jo næsten, som om nogen afviste mit barn,” griner Shaeema Zaman. Men siden er hun blevet klogere. Hun fortæller:
”Det har lært mig at opsøge de steder, hvor energien er til stede, i stedet for at blive ved med at banke på døre, som kun meget modvilligt vil åbne sig. Der, hvor den gode energi er, kan du skabe noget. Og hvem ved – måske bliver de andre overbevist undervejs.”