Camilla og Abdul kæmpede hver deres kamp: Sammen vil de hjælpe PTSD-ofre
October 7, 2024
En veteran og en flygtning er i fuld gang med at skabe noget stort i The Kitchen. Camilla Bøgh Erlang og Abdul Rahman Hasan deler trods deres forskelligheder en fælles mission om at nedlægge stereotyper og gøre en forskel for mennesker med PTSD.
På overfladen virker partnerskabet mellem Camilla Bøgh Erlang og Abdul Rahman Hasan som et usædvanligt match. Men netop i forskelligheden ligger deres styrke. Sammen har de to iværksættere fundet en uventet harmoni med en dyb gensidig tillid og en fælles passion for at hjælpe andre.
Den idérige veteran og den matematik-stærke flygtning er i fuld gang med at gøre en forskel for PTSD-ramte med startuppet Mental Assistant. Banker man på til en snak i deres ydmyge kontor i The Kitchen, bliver det endnu tydeligere, hvorfor netop de har valgt hinanden som forretningspartnere.
“Vi er modsætninger, men vi har en fælles forståelse af den menneskelige psyke. Vi har en forståelse for, at hvis hjernen udsættes for ekstreme situationer, kan man ikke nødvendigvis fungere som alle andre normale mennesker,” siger Camilla Bøgh Erlang
To minoriteter samlet om et mål
En udsendelse i Afghanistan førte til en PTSD-diagnose for Camilla. Pludselig fik hun svært ved at stole på andre. Det, der triggede hende allermest, var personer af mellemøstlig herkomst i PTSD-klinikken.
Frygten forduftede, da hun lærte Abdul at kende på studiet for sundhedsteknologi på Aarhus Universitet. Fortællingen om hans flugt fra krigen i Syrien og hans kendskab til mange andre med PTSD rørte hende dybt. Siden skrev de bachelor-projekt sammen om de teknologiske muligheder for at hjælpe personer med PTSD. Idéen om en app tog form, og Abdul afslog et jobtilbud fra Systematic for at starte Mental Assistant med Camilla.
“Jeg har aldrig mødt nogen, der blev rørt på den måde, som Camilla gjorde, da jeg fortalte hende min historie. Det skabte et bånd og en gensidig tillid mellem os. Da jeg skulle beslutte, hvilken vej jeg ville tage, var det naturligt at skabe en virksomhed sammen,” siger Abdul Rahman Hasan.
Han kom til Danmark med sin familie i 2015 efter flere års ophold i en syrisk flygtningelejr. Matematik og arabisk var de sprog, han bedst forstod. Snart efter ankomsten til Ryomgaard, hvor han stadig bor, åbenbarede han sit entreprenante mindset for lokalbefolkningen.
Rengøring af biler og istandsætning af plæneklippere var den første indskydelse for den 17-årige Abdul. Og i sit rengøringsfirma gjorde han rent i Camillas hus – to år før de lærte hinanden at kende på studiet.
Til kamp mod fordommene
De to iværksættere er begge en del af en minoritet i erhvervslivet. Camilla har flere gange oplevet udfordringer med at være kvindelig iværksætter. Og Abdul opdagede tidligt, at kunne sælge mere på Den Blå Avis, hvis han skiftede sit navn til Morten Hansen. I Mental Assistant er forretningsstrategierne blevet mere komplekse, men fordommene om kvinder og flygtninge kæmper de stadig for at undvige.
“The Kitchen er rigtig gode til at inkludere og hjælpe os, men uden for murene oplever vi ikke den samme inkluderende følelse. Når vi træder ind på en scene med vores pitch, er der ofte en distance til os. Det er som om, mange forventer, at vi fejler som et par dårlige sangere i X factor,” siger Camilla.
Abdul stemmer i (på flydende dansk):
“Når jeg åbner munden og folk hører min dialekt, opstår der en anden stemning – en anden øjenkontakt. Det, jeg siger, bliver ikke anerkendt på samme måde som hos den almindelige dansker.”
Næste skridt: Vækst
Efter et halvt år som fuldtidsiværksættere har de to stiftere allerede gennemgået meget. De har modtaget en Innofounder, et legat fra Innovationsfonden, som sikrer løn i et år, og deltaget i mange pitches og konkurrencer. Snart har de udviklet en app, der via et smartwatch skal kunne fortælle veteraner med PTSD, når de skal være opmærksomme på deres arousal-niveau. Lige nu søger de investeringer, som kan hjælpe idéen på vej, og der er allerede stor stolthed at spore hos de to iværksættere.
“Jeg har ofte følt mig som en gigantisk belastning for samfundet og min familie. Men at komme igennem hele den proces og finde ud af, at vi faktisk kan skabe noget, der hjælper rigtig mange mennesker, har været virkelig vigtigt for mig,” siger Camilla.
Selvom de ikke nyder samme automatiske anerkendelse i erhvervslivet som mange andre, kan de bruge det som en drivkraft til at nå deres mål.