Investorer skal tættere på videnskaben, hvis grønne teknologier skal blive til god forretning
FEBRUARY 28, 2023
BY Ida Marie Wøhlk Vilbæk
Det kan betale sig at investere i den grønne omstilling, men Europa halter bagefter, når nye klimateknologier skal omsættes til forretning. Det forsøger serieinvestor Tommy Ahlers og Aarhus Universitet at ændre på med ny masterclass.
Højteknologiske startups inden for grøn omstilling klarer sig godt. Men de grønne unicorns boltrer sig ikke i Europa, hvor investeringsviljen er langt lavere end i USA og i Kina.
Sådan optegnede investor og iværksætter Tommy Ahlers situationen, da han i februar bød udvalgte investorer og erhvervsfolk velkommen til en ny masterclass om grøn højteknologi i samarbejde med Aarhus Universitet.
Mangel på investeringer trods stort potentiale
De europæiske investeringer er få, trods Europas status som klimaleder, og på trods af at nye virksomheder inden for klimateknologi klarer sig godt sammenlignet med gennemsnitlige startups. De grønne startups er mindre tilbøjelige til at slå fejl og opnår hurtigere status som unicorns – nye virksomheder værdisat til over en milliard dollar.
Over for det paradoks satte Aarhus Universitet og den tidligere uddannelses- og forskningsminister ind med en særlig recept: at give investorer, virksomheder og fonde i Danmark en koncentreret dosis indsigt i de videnskabelige landvindinger på klimaområdet.
Seks grønne nybrud
Konceptet, der tidligere har været afprøvet på DTU, bestod på dag 1 af indblik i seks områder:
- Fremtiden inden for CO2-fangst, lagring og udnyttelse ved professor Alfred Michael Spormann, leder af The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center (CORC)
- Udviklingen inden for kernekraft ved Hans Otto Uldall Fynbo, professor ved Institut for Fysik og Astronomi
- Nye indsigter inden for bæredygtige batterier ved professor Dorthe Ravnsbæk fra Institut for Kemi
- Arbejdet med geotermal energi ved Ole Rønø Clausen, lektor ved Institut for Geoscience
- Kvanteteknologi i den grønne omstilling ved professor og iværksætter Nikolaj Thomas Zinner, Institut for Fysik og Astronomi
- Mulighederne i intelligente energisystemer ved Gorm Bruun Andresen, lektor ved Institut for Mekanik og Produktion
Hele arrangementet foregik i The Kitchen, Aarhus Universitets iværksætterhus, og de inviterede deltagere kom fra hele Danmark. Næste Green Deep Tech Masterclass finder sted den 27. april og sætter fokus på bæredygtige teknologier inden for blandt andet fødevarer og bygninger.
Kontakt
Jeppe Dørup Olesen
Innovationschef på Aarhus Universitet
Telefon: +45 28 99 20 95
E-mail: jdo@au.dk