fbpx

Humanister og samfundsfaglige studerende brager igennem som iværksættere

January 12, 2023

BY RASMUS ERIKSEN

Henrikke Kylén i The Kitchen

Aarhus Universitet oplever stor iværksætteriver blandt studerende på de samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulteter. Udviklingen skal dyrkes, mener erhvervsdirektør ved Aarhus Universitet sammen med Dansk Erhverv.

Humanistisk forståelse, samfundsvidenskabelige dyder og en god portion virkelyst.

I disse år strømmer et hav af nye virksomheder ud af Aarhus Universitet skabt af studerende fra de samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulteter.

Det er afsættet i en analyse af iværksætterudviklingen på universitetet. Her tegnes et tydeligt billede af driftige studerende med baggrund i humaniora og samfundskundskaber, som i stor stil kaster sig ud som selvstændige erhvervsdrivende – både under studiet og efter endt uddannelse.

Arts ved Aarhus Universitet er et af Danmarks største humanistiske fakulteter og står for hver fjerde iværksætterstuderende eller -dimittend, der bliver udklækket på universitetet. De studerende herfra ender især med at skabe virksomheder med et samfundsmæssigt sigte og har et unikt blik for at sætte mennesket i fokus.

På lignende vis står det samfundsfaglige fakultet Aarhus BSS for over halvdelen (51 pct.) af alt iværksætteri blandt studerende. Hvilket gør de to fakulteter til rugekasse for mere end 80 pct. af alt iværksætteri blandt studerende på Aarhus Universitet.

Omkring halvdelen af studenteriværksætterne starter deres virksomheder under kandidatuddannelsen. Det viser undersøgelsen, der er udarbejdet af analysevirksomheden IRIS Group, som har kortlagt iværksætteri blandt studerende, dimittender og forskere på Aarhus Universitet fra 2008 til 2019.

Kandidater giver vækst

Udviklingen med de talrige studenteriværksættere kommer i en tid, hvor en nyligt dannet SMV-regering vil reducere halvdelen af landets kandidatuddannelser til ét års varighed – målrettet netop HUM og SAMF.

Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen ved Aarhus Universitet mener derfor, at de entreprenante ambitioner bør komme med i overvejelserne om udformningen af fremtidens kandidatforløb.

”Så snart de studerende når kandidatuddannelsen, har de opbygget en faglig selvtillid og er på et punkt, hvor de kan skabe virksomheder på et solidt videnskabeligt fundament. Det bliver en tryg havn, hvor de kan teste forretningen af og samtidig modtage helt frisk teoretisk viden til brug i virksomhedsdriften,” siger erhvervsdirektøren.

Samme budskab går igen hos Dansk Erhverv. Erhvervsorganisationen mener, at samfundet kun kan drage gavn af at få den nyeste forskningsmæssige viden med studenteriværksætterne ud i de nystartede virksomheder.

”Vi har en ny regering, der ser iværksætteri som en motor til at fastholde Danmark som et digitalt foregangsland og et middel til at skabe værdi for landets borgere og virksomheder. Så må vi sandelig ikke slukke de sunde iværksættertendenser på landets universiteter. Heller ikke på kandidatfaglige retninger, som man ikke umiddelbart lige forbinder med entreprenant virksomhedsdrift,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv.

Succesfuld iværksætter bruger humanistbaggrund

En af de entreprenante studerende er Henrikke Kylén Pedersen. Med en baggrund som humanist kommer hun ikke med, hvad mange forbinder med en typisk iværksætterbaggrund. Alligevel blomstrer hendes virksomhed Manigrip, hvor hun med sin uddannelse i digitalt design fra Aarhus Universitet skaber banebrydende gigtredskaber og har vækket flere investorers interesse.

”Tankegangen fra min uddannelse er dybt forankret i den måde, jeg arbejder på. For det menneskelige fokus er sindssyg vigtigt, når man starter ny virksomhed. Med dén tilgang kan man bedre se nye og værdifulde servicer og produkter – så man ikke kun laver noget nyt for profittens skyld, men også skaber ægte værdi for mennesker,” siger Henrikke Kylén Pedersen.

> Læs mere om, hvordan Henrikke Kylén Pedersen har skabt en forretningsmæssig succes på at hjælpe gigtplagede danskere her.

> Eller læs om, hvordan den økonomistuderende Kasper Staunskær Frandsen har gentænkt det frivillige foreningsarbejde med et unikt forretningskoncept her.

Fakta: Iværksætteri ved Aarhus Universitet

  • Fra 2008 til 2019 blev der skabt næsten 2.000 virksomheder af studerende, dimittender og forskere med tilknytning til Aarhus Universitet
  • I 2019 alene stod AU-iværksættere for næsten 3.000 danske arbejdspladser
  • Samme år havde de en omsætning på knap 4 mia. kr.
  • AU-virksomheder etableret mellem 2008-2011 havde en jobvækst på 246 pct. ti år efter etablering. Til sammenligning havde resten af landets iværksættere en jobvækst på kun 27 pct. i samme periode.

> Læs mere om undersøgelsen her.


Mere information

Lone Ryg Olsen
Erhvervsdirektør ved Aarhus Universitet
Telefon: +45 20 76 76 79
E-mail: lro@au.dk

Rasmus Eriksen
Presserådgiver ved Aarhus Universitet
Telefon: +45 93 52 25 83
E-mail: eriksen@au.dk