Speeddating og sensommerdrinks: 15 spinouts er udvalgt til særlig investormesse

September 22, 2025

BY RENÉ RØNN DEICHGRÆBER

Aarhus Universitet sender i denne uge en delegation udvalgte spinouts til Nordic Innovation Fair. ”De kan nærmest ikke undgå at få nogle vigtige input og visitkort,” lyder det fra innovationschefen.

Forestil dig at åbne døren til en stor foyer, hvor flere end 100 entreprenører venter på at udfolde deres forskellige forretningsidéer over for et tilsvarende antal investorer og selskaber.

Et sted, hvor Microsofts teknologidirektør og Novo Nordisk Fondens vicepræsident spadserer rundt blandt softwareudviklere og sundhedsforskere for at få et glimt af fremtiden.

Et sted, hvor pitchkonkurrencer på scenen flankeres af forretningsmøder over alt på gulvet.

Et sted, hvor fænomenet speeddating bliver taget til et helt nyt niveau.

Er du med så langt..?

Ok, forestil dig så, at det hele foregår i en glasbygning lige midt i København i stedet for at være henvist til et kongrescenter for enden af en blind vej.

Og at festen afrundes med priser, drinks og den dér særlige sensommerstemning.

Så har du nogenlunde et billede af, hvad Nordic Innovation Fair er for en størrelse.

I denne uge sender Aarhus Universitet en delegation af 15 udvalgte spinouts med toget til hovedstaden for at deltage i investormessen i Industriens Hus.

Formålet med messen er at fremvise nogle af de mest lovende nordiske forskningsprojekter med et kommercielt potentiale. Derfor skal iværksætterne helst være nået til den fase, hvor idéer og analyser er blevet til prototyper og forretningsmodeller, så investorerne kan få et greb om de økonomiske perspektiver i den dybe forskning.

Blandt de udvalgte iværksættere fra Aarhus Universitet er Lene Munk.

Hun er læge med speciale i blærekræft og har udviklet en ny form for kateter i et forsøg på at forbedre livet for kvinder med svær urininkontinens.

”Vi vil gerne hjælpe de kvinder, som bruger bleer og bind på daglig basis. Vores device skal give dem kontrollen tilbage over deres vandladning,” siger Lene Munk fra firmaet Cobler.

Hun søger midler, input og vidensdeling på Nordic Innovation Fair, der siden opstarten i 2021 har udviklet sig til et uomgængeligt udstillingsvindue for forretningsprojekter med udspring på forskningsinstitutioner i hele Norden.

Majoriteten af deltagerne beskæftiger sig med life science – lægemidler og medicinsk udstyr – men delegationen fra Aarhus består eksempelvis også af NanoFoodGuard, som ved hjælp af en sensorteknologi vil gøre det mere enkelt og hurtigt at teste især plantebaseret mad for bakteriegiftstoffer.

”Fødevareindustrien mangler en metode til at finde ud af, om der er giftstoffer til stede undervejs i produktionen. Dét problem løser vi,” forklarer Kasper Okholm.

Han er nanoforsker og står bag firmaet, der teknisk set ikke er et firma endnu, men forventer at forlade laboratoriestadiet om halvandet år. På Nordic Innovation Fair søger NanoFoodGuard derfor en investor eller partner med tålmodighed nok til at vente så længe med at træde ind i foretagendet.

Uanset om det lykkes at lande aftaler på messen eller ej, får deltagerne noget værdifuldt at tage med sig hjem i toget, vurderer Jeppe Dørup Olesen, innovationschef på Aarhus Universitet.

”Den største attraktion ved Nordic Innovation Fair er, at deltagerne kan booke stribevis af én til én-møder med alt fra seedinvestorer til store selskaber. Så de kan nærmest ikke undgå at få nogle vigtige input og visitkort.”