FRA LANGAGERSKOLEN TIL VERDEN

Ella Paldam

Hvordan skaber vi de bedste rammer for autistiske børns sociale læring? Det er kernen i CollaboLearn, hvor forskellige forskere og praktikere undersøger, afprøver og lærer i fællesskab

Autister oplever verden anderledes end andre mennesker. De har det ofte bedst med vante mønstre og gentagne rutiner, og det stiller naturligvis særlige krav, når de skal indgå i sociale sammenhænge og lære nyt.

Det ved de alt om på Langagerskolen i Aarhus, der er en kommunal specialskole for elever med autisme og/eller svær ADHD. Og derfor var det naturligt at sige ja, da skolen fik mulighed for at samarbejde med Interacting Minds Centre (IMC) på Aarhus Universitet om at udvikle nye læringsmetoder.

– Langagerskolen er stolt over at kunne være med til at udvikle en ny metode i samarbejde med Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet. Projektet giver mennesker med autisme bedre adgang til konstruktive sociale fællesskaber – herunder øget social inklusion, fortæller skoleleder Jens Frostholm og fortsætter:

– Vi tror på, at det nære samarbejde mellem praktikere og forskere skaber et stærkt vidensgrundlag, som vil gavne mennesker med autisme.

PARTNERSKAB MERE END SAMARBEJDE

Den praktiske kerne i samarbejdet/ projektet, der har navnet CollaboLearn, er Klub Klods. Her samskaber og lærer børnene gennem leg med LEGO-klodser, og netop det praktiske element er helt afgørende.

– Legen er vigtig. For det er gennem leg, at børn lærer. Leg er motiverende, og du vil ikke kunne få et barn til at lære noget, hvis der ikke ligger motivation bag, forklarer Ella Paldam, der er uddannet religionsantropolog og nu post.doc ved Interacting Minds Centre.

Hun var i 2018 medskaber af CollaboLearn, og hun understreger, at projektet ikke ville kunne lykkes, hvis der ikke var et stærkt samarbejde mellem praksis og forskning. Det er ikke kun børnene, der har brug for det praktiske element.

Det er ikke kun et samarbejde, men mere et reelt partnerskab mellem forskerne og praktikerne. Vi har alle – hele tiden – været superinteresserede i projektet, og alle har hele tiden helt autentisk haft brug for hinanden, fastslår Ella Paldam og bemærker, at det ikke kun er Langagerskolen og Interacting Minds Centre, der er engageret i projektet.

Det er også VELUX FONDEN, der lige nu støtter projektet, og TrygFonden, Innovationsfonden, Carlsbergfondet, Sofiefonden og PLAYTrack-projektet, der har støttet arbejdet i de tidligere faser.

SOCIALE LÆRINGSFORLØB TIL MANGE SAMMENHÆNGE

Lige nu handler projektet om Langagerskolen.

Lige nu er der både små og store succeser. Som når en dreng i Klub Klods begynder at tale om ”vi” i stedet for ”jeg”, begynder at tage initiativ og – vigtigst af alt – begynder at overføre adfærden til andre sociale sammenhænge.

– Det er motiverende, dét at man kan se en forskel og en forbedring – også ude i klasserne, konstaterer Ella Paldam.

Og lige nu bliver der, som fra projektets begyndelse, tænkt videre end ”lige nu”. Målet er sociale læringsforløb, der kan implementeres i mange forskellige sammenhænge – og gerne både digitaliseres og oversættes til andre sprog.

Læs mere om CollaboLearn her